Uncategorized
Sendte 15 rockere i fængsel: Sådan holdt Martin Fryd op med at … – TV 2
Han er i gang med at afsone en 12 år lang fængselsdom for fem drabsforsøg. Men hvad han hedder, ved vi ikke.
Engang hed han Martin Fryd Petersen og var en af de første medlemmer af Hells Angels støtteklub AK81. Han har tævet flere mennesker i rockerkonflikter, private uoverensstemmerlser, og nogle gange helt uden grund, men det liv – og hans navn og cpr-nummer – lagde han bag sig, da han i 2010 besluttede at samarbejde med politiet, indrømme sine gerninger og angive sin klubkammerater.
Det har dannet baggrunden for bogen Guldfuglen af Marie Louise Toksvig på forlaget People’s Press. Her fortæller manden, der i dag har fået en ny, hemmelig identitet, sin historie.
Tv2.dk bringer her flere uddrag af bogen. Vi starter i 2010, hvor han sidder varetægtsfængslet og overvejer at forlade rockermiljøet, da han mærker jorden brænde under sig:
På Politigården sad de samme to efterforskere, som han havde mødt den dag, han blev anholdt. Han fik bekræftet det, han frygtede: Det var hans kæreste, der havde snakket. Og det var belastende oplysninger. Meget belastende, sagde de.
Fryd måtte kæmpe for at holde masken, mens de læste op af hendes forklaring om, hvad han havde fortalt hende. Følelserne bankede rundt som kugler i en pinball-maskine: Han var skuffet over, at hun havde svigtet hans tillid.
Han var bekymret over de kort, hun havde spillet politiet på hånden – der var ingen tvivl om, at det forværrede hans situation.
Og så var han bange for klubbens reaktion. Nok var forholdet slut, men han holdt jo stadig af hende. Hvilke konsekvenser ville det få for hende, at hun havde sladret til politiet? Jimmi vidste det åbenbart allerede. Og hvilke konsekvenser ville det få for Fryd selv, hvis det kom frem, at han havde indviet sin kæreste i klubbens interne anliggender?
Det var noget lort, og det var alt sammen hans egen skyld, tordnede det inde i hovedet.
Efterforskerne holdt øje med ham. Han var nødt til at sige noget:
»Hun er jo sindssyg. Det dér er totalt langt ude. Det passer overhovedet ikke. Hun er sgu da skingrende skør.«
Ja, helt ligevægtig havde hun jo ikke virket, medgav Bjørn Caning (Martin Fryd Petersen advokat, red.) , der havde overværet det indenretlige forhør.
Længere kom de ikke, Fryd havde ikke noget som helst at tilføje, og kort efter sad han igen i en bil på vej tilbage til Roskilde Arrest.
Han håbede stadig, at han kunne redde sin røv – og hendes, hvis han kunne overbevise politiet om, at hendes forklaring var helt ude i hampen.
Fattede hun overhovedet, hvad det var, hun havde gjort?
Nu risikerede han en livstidsstraf, og andre kunne blive trukket med i faldet. Kunne de finde på at gøre hende fortræd?
Martins forældre måtte stadig ikke vide, hvor han var, så de kunne ikke besøge ham. I stedet fik Københavns Politi arrangeret, at Martin under skarp bevogtning og nøje planlægning kunne møde dem uden for fængslet.
Omgivet af en håndfuld politifolk fra hans faste ‘sikkerhedshold’ i København blev han fragtet til et sommerhus et sted, hvor hans mor og far kunne komme og være sammen med ham nogle timer.
Martin nød at være sammen med sine forældre. Det tog tid at komme igennem selvbebrejdelser og skam, bekymring og undskyldninger. Men langsomt lykkedes det at finde hinanden igen hen over de år og den afstand, hans rockerliv havde kostet.
»De må godt nok have trådt på ham,« havde hans mor tørt konstateret, da en politimand endelig kunne fortælle hende, at Martin havde valgt at samarbejde med politiet mod de tidligere venner i Hells Angels og AK81. Hun vidste, hvor stædig og kompromisløs hendes søn kunne være, når han følte sig uretfærdigt behandlet. Sådan havde han altid været.
Han blev stolt over at mærke deres stolthed og var ligesom dem stolt over, at han havde fundet tilbage til det, de havde opdraget ham til. De vidste alle tre, hvad prisen var: De ville miste hinanden. Det gjorde ondt at tænke på.
Men på en måde havde de jo allerede mistet ham, tænkte Martin. Han var næsten forsvundet ind i sin rockeridentitet, og var han blevet der, ville hans forældre have mistet ham enten til livsvarigt fængsel eller til en grav. Det var han slet ikke i tvivl om.
Han var sikker på, at hans forældre ønskede, at han fik chancen for at få sit liv på ret køl og få en nogenlunde normal tilværelse et andet sted, selv om de ikke kunne have kontakt med ham. Det hjalp lidt, da de måtte sige farvel for sidste gang.
Københavns Politi var i store træk tilfreds med dommene. 15 rockere i spjældet i sammenlagt 135 år, og dertil alle de domme for drab, vold og våben, der allerede var afsagt eller var på vej. Det havde været en enorm efterforskning, både før og efter at Guldfuglen begyndte at synge. Timer, dage, uger og måneder med at aflytte og overvåge, undersøge og eftertjekke, afhøre, udspørge og følge op – alt det, cheferne kaldte godt, gammeldags politiarbejde, når de skulle svare på, hvordan den blodige rockerkrig skulle stoppes.
Nu havde de vundet et slag.
Martin og politifolkene samledes i afdelingens store mødelokale til kaffe og kage i dagens anledning. Rummet var mørkt og slidt, langt fra politidirektørens imponerende parolesal et par etager længere nede.
Bjørn Caning var der. Psykologen. Stort set alle efterforskerne, flere af juristerne, mellemledere og chefer – både nogle, Martin havde mødt før, og nogle, han kun havde set i fjernsynet.
Martin sad mellem dem alle sammen og spiste sin kage, stadig hørligt ærgerlig over strafudmålingerne, indtil der var en, der rejste sig for at holde en tale. Den handlede om Martin og var lutter rosende anerkendelse.
Til sidst fik han også en gave. En bog, fransk og vist nok for børn, men historien om den lille prins var også for voksne, og den passede godt til Martin, så vidt han forstod forklaringen. Martin vidste slet ikke, hvad han skulle gøre af sig selv, og mens han lyttede til alle de pæne ord, begyndte tårerne at flyde over. Han blev så rørt over at blive rost på den måde, på trods af alle de ting han havde gjort. Han stortudede nærmest, da talen sluttede og alle klappede.
Han nåede kun lige akkurat at få tørret øjnene og stikke til kagen, inden Bjørn Caning også rejste sig for at sige et par ord. Han lød lidt bevæget, og Martin fik blanke øjne igen. Det havde ikke kun været paragraffer og principper, der havde været følelser i det forsvar, tænkte Martin og smilede ved tanken om, hvordan den lille, pæne mand var faret i flæsket på Michael Juul Eriksen (forsvarer for Brian Sandberg, red.), da han kaldte Martin »stikker« i retten.
Til sidst rejste en af de helt store kanoner sig. Martin havde aldrig talt med ham, men han havde set ham i retten og givet ham hånden en enkelt gang. Chefen takkede alle kollegerne for deres indsats og roste det store arbejde, de havde gjort.
Så rettede han blikket mod Martin.
»En person, der stiller op mod 16 mand på den måde, som du gjorde ude i retten, det tager jeg hatten af for,« sagde han.
»Vi ved godt, at de forhold, du sidder under, er hårde. Og vi vil gøre alt, hvad vi kan, for at hjælpe dig. Det, du forlanger, er ikke urimeligt.«
Ordene ramte Martin i hjertet, det lykkedes ham kun lige at snøfte et grådkvalt tak.
»Nej, lad være med det. Det er os, der skylder dig en tak, Martin.«
Så hylede Martin igen. Tænk, at højtplacerede politifolk talte sådan til ham. Roste ham på den måde. Det var næsten ikke til at fatte.
I et glimt huskede han et andet møde. På Svanevej (i HA’s rockerborg), i det store køkken, hvor alle de fuldgyldige medlemmer af Hells Angels Copenhagen på skift omfavnede ham og bød ham velkommen som hangaround. Han huskede, hvor glad han var blevet, da de gav ham vesten til festen i Aalborg.
Det her var større. Meget større og meget bedre. For nu var han på det rigtige hold.
Han spiste mere kage og fik en gave mere, en pæn skjorte. Det var et vidunderligt åndehul. Der var flere retssager forude, og hans liv var i runde tal en uoverskuelig ruin. Men lige den aften var Martin nærmest lykkelig, da celledøren blev låst udefra.
»Medlidenhed vil jeg absolut ikke have. Jeg har ikke ondt af mig selv, og det skal andre heller ikke have. Det er jo min egen skyld det hele. Og jeg skal have min straf. Jeg har tit spurgt mig selv, om jeg ville have gjort alle de ting, hvis jeg ikke havde været i det miljø, og nogen havde trukket det ned over hovedet på mig? Nej. Men jeg førte stadig selv tingene ud i livet. Det har jeg selv valgt, så selvfølgelig skal jeg have min straf. Dem, der er kommet til skade, kommer jo heller aldrig til at forstå det.
Men jeg vil gerne give et billede af, hvordan det hænger sammen. Og jeg vil gerne have, at tingene skal være mere fair, når det handler om afsoningsforhold og den slags for afhoppere. Så jeg håber, at politikere og andre kan få et indblik og ændre på nogle ting – gøre noget. Og når jeg har fortalt min historie, så er det sidste gang jeg nogen sinde skal tale om det. Så kan jeg lukke den bog.«
Omkring årsskiftet 2013/14 sagde Martin farvel til psykologen og alle de politifolk, der havde været hans familie, venner og nærmeste omgangskreds de seneste fire år. Det var svært.
Men han skulle videre.
Og så holdt Martin Fryd Petersen op med at eksistere.
TV 2 Privatlivspolitik
