Uncategorized
Anmeldelse: Han drikker, vrisser og vrøvler så det er en fryd – DR
Skuespiller Søren Malling fylder næsten det hele i far/søn-filmen ’Mesteren’.
Der er han igen, han er over det hele, han fylder alt. Han kommer vadende med fødderne som to støtteben, der skal sikre, at han ikke falder til den ene af siderne.
Han går i pyjamas, måske fordi han føler sig godt tilpas i dem, og så elsker han farverige pullovers, måske som imagepleje. Og han kan næsten ikke være i sig selv i sin selvfedme.
Søren Malling er mesteren i Charlotte Sielings ’Mesteren’, en storskrydende kunstner, der styrer sit eget lille hof i sit eget lille slot, et stort kunstneratelier, der ligner en lille fabrik, endda et lille stormagasin.
Her hundser han med alt og alle, ikke som en bjæffende kommandant, men som den store excentriker, selve verdens navle, alt udstrømmer fra. Og da hans egen søn, som mesteren aldrig har bekymret sig om, endsige skænket en tanke gennem 29 år, dukker op, knager hans verdensbillede i fugerne.
Det er jo kimen til et godt drama, en konge, der falder af tronen ved synet af en helt. Shakespeare kunne have skrevet det. Måske har han endda skrevet det i ’King Lear’. Men det er ikke der, ’Mesteren’ rigtig sparker igennem.
Det er svært at se forholdet mellem mesterkunstneren Simon og sønnen Casper som andet end en filmisk konstruktion.
Det er svært at tro på, at de figurer virkelig skulle være far og søn, måske fordi farmand tordner løs på søn og ser ham som en trussel fra første sekund.
Det virker ikke så troværdigt, eller måske mere præcist, det forhindrer os i at se dem udvikle et far/søn-forhold, for de er etableret som konge mod tronarving fra begyndelsen af.
Af samme grund bliver også Simons smukke norske kone, der bare hedder Darling, tabt undervejs i filmen.
Til at begynde med er hun vores, publikums, repræsentant i det her kejtede møde mellem en kunstkonge, der ikke vil kendes ved sin egen søn, og den tavse, mystiske søn, som muligvis, muligvis ikke, vil sin far det godt.
Efter at have opført sig som den sunde fornuft, der vil kæde far og søn sammen, fatter hun kødelig interesse for Casper, der ikke alene er en smuk ung mand, men som også har det nærvær, hans far for længst har smidt væk. Og der hænger hun så, lidt vingeskudt, resten af filmen, som en potentiel farlig flirt for Casper.
Dramaet i ’Mesteren’ bliver aldrig det store og vilde familieopgør, det lægger op til. Det havde naturligvis været fantastisk, hvis det havde været tilfældet, men heldigvis fungerer Charlotte Sielings anden spillefilm glimrende på andre planer.
Først og fremmest er det sjældent, at dansk film giver en skuespiller lov til at skeje ud som Søren Malling gør det som Simon, kunstmesteren.
Nogen vil med garanti hævde, at han overspiller, men der snarere tale om at bygge en mand med storhedsvanvid op. Han råber, han plaprer, han skryder, nidstirrer, overfalder, vrisser, drikker og vrøvler så det er en fryd.
Det er i princippet Jakob Oftebro, der har den sværeste rolle i ’Mesteren’. Han skal være den tavse, stille Casper overfor Søren Mallings tordenvejr.
Det er naturligt nok svært at få så stille en rolle til at stå stærkt i modvind, og uanset at Oftebro gør et fornuftigt forsøg med sin mutte kunstnerudgave af James Dean, ligger energien i ’Mesteren’ hos Malling.
Han er vild figur, skør og åndssvag, men det meste af tiden en fornøjelse at følge, ikke mindst fordi Charlotte Sieling også får skabt et fantastisk levende landskab i Simons store kunstfabrik. Unge mennesker vælter ud og ind af huset, arbejder og diskuterer – en enkelt af dem agerer endda elskerinde for Mesteren.
Sjældent har et univers, som vi andre ikke kender til, fået så meget plads i en dansk film.
Sjældent har vi som publikum fået en fornemmelse af at vade direkte ind i en fremmed verden, der faktisk findes derude – selvom den naturligvis ikke gør det. Takket være det svar på Andy Warhols Factory – og på Søren Mallings tossede kunstkonge – giver ’Mesteren’ dansk film en ny farve på paletten.
'Mesteren' har biografpremiere 2. marts. Se traileren til filmen HER.
