Vi har fået nok!
Mens Harry og Meghan flygter fra det britiske kongehus, har prins Joachim og prinsesse Marie valgt af gøre det samme i Danmark. Parrene deler samme skæbne: en sekundær rolle i kongehusene, som ingen af dem gider.
Prins Harry og Meghan har meddelt, at de vil tilbringe mere tid i Canada, og prins Joachim og Marie rykkede allerede i sommeren 2019 teltpløkkerne op og flyttede til Paris. Det var kulminationen på længere tids konflikter i kongehuset, der i efteråret 2018 endte med, at Joachim og Maries hof blev afskediget. Med andre ord: Der var ikke længere brug for Joachim og Maries virke i Danmark.
– Det er et udskilningsløb, det er det. Det har selvfølgelig også den politiske realitet i sig, at du ikke kan forvente, at moderne demokratier vil være bistandskontorer for en uendelig række af hertuginder, prinser og prinsesser. Der er en grænse for det, hvis man vil bevare monarkiet, siger kongehusekspert og forfatter, Søren Jakobsen til SE og HØR.
Artiklen fortsætter under billedet …
Hertuginde Meghan, 38, og prins Harry, 35, vinker farvel til royale forpligtelser og apanage. (Foto: MEGA)
I virkeligheden handler det om, at fremtidens kongehuse er langt mere slanke, end man så det tidligere. Det er ikke blot en tendens, det er også et ønske fra befolkningen.
– Helt overordnet er det en tendens, som er international. Det er sådan set en naturligvis konsekvens, Harry og Meghan tager. Det er William og Kate, der har fat i den rigtige ende, det er deres placering, der gælder. Ligesom det er Frederik og Mary, der er de eneste, der vigtige i det danske kongehus, siger Jakobsen.
Den svenske konge Carl Gustaf meldte i efteåret ud, at fem af hans børnebørn ikke længere er en del af kongehuset. Ligeledes besluttede dronning Margrethe, at det udelukkende er den kommende tronarving, prins Christian, der vil blive forsørget af staten.
– Der er to kongehuse, der allerede har trukket i bremsen. Det er Carl Gustav og Margrethe. Det er en naturlig udvikling, at nogle af de perifere medlemmer af kongehuset finder andre beskæftigelser og veje. Der er ikke plads til dem, og der er ikke brug for dem. Så må de klare sig selv uden bistandshjælp fra staten, siger Jakobsen og tilføjer:
– Margrethe har truffet den afgørelse for Frederik og Marys børn, men også for Joachim og Maries børn. Så her var vi syv overflødige prinser og prinsesser. Det er sådan set rekorden.
Artiklen fortsætter under billedet …
På overfladen ligner alt fryd og gammen mellem Marie, 43, Joachim, 50, Mary, 47 og Frederik, 51. (Foto: Hanne Juul)
Mens det endnu er uvist, hvordan Meghan og Harry vil tjene deres penge, har parret meddelt, at de arbejder på at blive økonomisk uafhængige.
Lige på det punkt adskiller Harry og Meghan sig fra danskerne. Prins Joachim har nemlig taget sin apanage med til Paris, mens han tager en slags efteruddannelse på det franske militærakademi. Den beslutning har affødt massiv kritik. Fra befolkningen, men så sandelig også fra Christiansborg.
En YouGov-meningsmåling lavet for B.T. har da også vist, at 49 procent af danskerne mener, at Joachim burde have opgivet sin apanage på 3,8 millioner kroner.
Harry og Meghans samlede formue er over 200 millioner kroner. Det er mindst dobbelt så meget som prins Joachims anslåede private formue.
Medierne er en af grundene til, at Harry og Meghan har fået nok. I efteråret lagde parret sag af mod dele af den britiske presse, fordi de følte sig forfulgt. Men kongehusekspert Søren Jakobsen er kritisk.
– Måden, de har gebærdet sig på, er meget krukket. Det hænger ikke sammen. Harrys bekymring over pressen er urimelig. Det er jo helt utænkeligt at Meghan kan komme i samme situation som Harrys mor, prinsesse Diana: Det er ikke realistisk. Det er en syg tanke og et traume, han tager med fra barndommen, og som ingen relevans har for deres situation. Det er helt forskruet, siger Søren Jakobsen.
Artiklen fortsætter under billedet …
Harry og Meghan har fået nok. (Foto: MEGA)
Joachim har også været rasende over den kritik, han har fået for at tage apanagen med til Paris.
– Ved De hvad. Jeg er på mission for Danmark her i Frankrig, og det her er ikke noget, man lige kommer cyklende til. Jeg har rigeligt at se til her. Og så skylder jeg også at sige: Jeg er blevet stærkt opfordret til det – også af dronningen, sagde Joachim i oktober 2019.
Artiklen fortsætter under billedet …
I efteråret 2019 forsvarede Joachim, at han var rykket til Paris, samtidig med at han hævede apanage. – Og så skylder jeg også at sige, at jeg er blevet stærkt opfordret til det – også af dronningen, rasede han i Ekstra Bladet. (Foto: Peter Grosen)
Marie også givet udtryk for, at pressens kritik har været for meget.
– Kritikken er fuldstændig urimelig. Helt urimelig i forhold til det, han gør. Jeg kan simpelthen ikke forstå det, sagde hun i et angreb på pressen, som Søren Jakobsen efterfølgende kaldte “ganske usædvanligt”.