Uncategorized
”Dit kompetente barn”-forfatter til angreb på "sjælens botox-syndrom" – Folkeskolen.dk
Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.
Jesper Juul, der blandt andet er familieterapeut, foredragsholder og forfatter, ser tendenser i tiden, hvor en “sjælens botox-syndrom” er fremherskende, og alt andet end det lykkelige, venlige og ordentlige bliver luget ud af vores personligheder. Vi bliver derfor u-hele mennesker, der undertrykker de mørkere sider af personligheden, og i stedet fremstiller vi en uærlig version af os selv – helt ind i vores nærmeste relationer. Det gør forfatteren “rasende”, at den menneskelige reaktion ‘vrede’ er blevet problematiseret i vores samfund.
Jesper Juul er for nylig blevet opereret og har derfor kun kunnet gennemføre interviewet skriftligt.
Hvorfor er det vigtigt at være bevidst om sin egen aggression?
De såkaldt aggressive følelser – vrede, frustration, irritation, raseri, had med flere – er blevet bortdømt fra vores kultur af rent moralske og politiske årsager. Det var altid sådan for børn og kvinder, men de seneste 20 år har forbuddet også omfattet mænd. Det kan enhver mene om, hvad han eller hun vil, men rent eksistentielt, mentalhygiejnisk (altså det vi forstår som livskvalitet) er det simpelthen en dårlig ide. Det svarer til at forbyde sig selv seksualitet, glæde, madlyst og lignende.
Ideelt set vokser mennesker op i familier og institutioner, hvor de voksne ved, at det tager en lang barndom at lære sine aggressive følelser at kende og at integrere dem i sine personlige og sociale relationer. Som tyveårig har man så styr på sine destruktive følelser og kan anvende den konstruktive aggression til at berige sit eget liv og de andres.
For mange år siden lavede jeg en række kurser sammen med nogle af Lærerforeningens lokalafdelinger. En flot, kompetent og erfaren kvindelig lærer på 65 ville gerne vide, hvad hun kunne stille op med en elev i syvende, som konstant chikanerede og småmobbede de andre elever. I en serie rollespil prøvede hun sine muligheder af, og intet havde den ønskede effekt. Hun blev fortvivlet og bad mig om en demonstration af en mere virksom adfærd. Jeg gik ned til den pågældende elev (her spillet af en lærer), så ham i øjnene med mine vrede og brændende øjne og råbte, “HOLD OP!!!!”. Det hjalp, men pointen er, at den “gamle” lærer reagerede med en blanding af ren fryd, nogle få tårer og stor undren og sagde, “Jamen, MÅ man godt det?” Det bekræftede jeg, og hun fik det privilegium at nyde sine sidste år sammen med eleverne uden at skulle kaste vrag på den personlige autoritet, hun besad til overmål.
Jeg har i flere sammenhænge beskrevet det ønskelige i, at dagens lærere udvikler en langt større personlig autoritet i stedet for at sætte deres lid til regler, konsekvenser og lignende ( se for eksempel “Pædagogisk relationskompetence”), men realiteten er jo, at vi alle må lære os at definere og sætte vore personlige grænser, hvis vi skal bevare vores selvrespekt og vinde andre menneskers respekt. Dertil behøver vi tilgang til vore aggressioner. Uden dem bliver vi bare ofre for andre mennesker. Det er langt fra tilstrækkeligt at være sød, flink, “pædagogisk” og forstående, uanset om det handler om en relation til en elev, svigermor, kæreste, ven, veninde eller egne børn.
Du skriver om, at venlighed og blidhed er blevet dominerende i den “nyromantiske” kultur. Hvad er problemet med det, og hvad kan man give sine elever, hvis man tør bringe aggressionerne i spil?
Historisk set gik vi glip af en enestående mulighed i firserne, hvor vi kunne have skrottet den gamle lærerrolle (eller rettere : måden at spille rollen på) og erstattet den med mere autenticitet og dermed mere social- og mental sundhed for alle parter. I stedet blev manuskriptet skrevet om til den på mange måder impotente sødsuppe, vi har kendt siden da, og som lader alle i stikken – rent menneskeligt set.
Jeg ved godt, at det er indviklet, men det handler ikke om, hvad man kan give sine elever eller andre mennesker. Det handler om, hvad man kan give sig selv og dermed berige sine relationer til andre mennesker – uanset alder og rolle.
Uden at mærke, udtrykke og stå ved sine aggressive følelser, også i sin arbejdstid, bliver de ophobet i krop og sjæl og forårsager altid større eller mindre sammenbrud. Om dette sker i form af “stress”, rygsmerter, mavesmerter, hovedpine, lavere irritationstærskel, depression eller misbrug er egentlig underordnet. De undertrykte aggressioner nedbryder mennesker indefra og de ødelægger også vore vigtigste personlige relationer senest i fyrreårs-alderen.
Hvordan skal lærerne forholde sig til aggression – hos sig selv, kollegaer, elever?
Som vigtige symptomer på, at vi (eller de andre) ikke oplever at havde den værdi som mennesker/professionsudøvere, som vi stræber efter. De såkaldte “disciplinære problemer”, som efter sigende har hærget en del skoler de sidste ti år, opleves selvfølgelig som større eller mindre nederlag for lærerne også. Dette afhjælpes kun overfladisk af at give “tidens børn og forældre” skylden. Tilbage står lærere, som må stå model til en behandling, der er langt under standard og dermed bliver ofre – ikke for eleverne, men for deres egen professionsforståelse, som pålægger dem et helt uholdbart flinkeskole-image.
I den anden ende står børn, som ofte bliver svigtet af både forældre og lærere, som begge har bestemt sig for at være søde og rimelige – det vil sige, altid spørge børnene, hvad de har “lyst” til og aldrig sige, hvad de selv vil (lige ud af landevejen og uden pædagogiske blonder).
De aggressive følelser er empatiens tvilling (Se video i bunden af artiklen). Uden indsigt i disse følelser, som vi desværre oftere og oftere kalder “negative”, kan vores empati (evnen til at sætte sig ind i andres følelser og oplevelser) ikke udvikle sig ud over social konvention. (se også Høegh, Juul, Hidebrandt m.fl. “Empati”, Rosinante 2012)
Først når begge tvillinger er i god trivsel, kommer de klare personlige grænser, evnen til at gøre indtryk, det naturlige lederskab o.l.. Men…..og det er naturligvis et stort men for nogle…..det er ikke en pædagogisk teknik, man kan lære på et kursus. Det kræver vilje til personlig udvikling og til at ophøre med at være en del af relationer, hvor den ene eller den anden konstant bliver ofre.
Du skriver, at især kvinder ikke har tradition for aggression – hvordan kan man arbejde professionelt med positive forandringer i forhold til aggressionen?
Som allerede nævnt kan det personlige og det professionelle ikke adskilles på dette område. Derfor kalder vi det “fag-personlig udvikling” (Jensen & Juul,Pædagogisk relationskompetence). Der er stadig alt for mange piger og kvinder, der bliver ofre i deres personlige og sociale relationer på samme måde, som der er alt for mange mænd, der eksploderer i uhæmmet verbal og fysisk aggression, når livet ikke arter sig for dem.
Jeg kunne godt unde tidens kvinder, at de med stolthed og god samvittighed kunne stå overfor andre mennesker med dirrende, høj stemme, lyn i øjnene og et offensivt kropssprog og definere sig selv i stedet for at diagnosticere på modparten eller spille sårede og fornærmede.
Hvordan kan man italesætte aggression i forhold til eleverne? I forhold til sit team? Og er det hensigtsmæssigt at gøre?
Så længe man er voksen nok til selv at tage ansvaret for sin aggression i modsætning til at give den anden part skylden for den, behøver man ikke gøre andet. I relation til eleverne og andre børn er det bedste, man kan gøre, at tage deres aggression alvorligt, lytte og reagere. Den moralske fordømmelse virker stik imod hensigten. Verden er fuld af pæne piger og velopdragne drenge, som har det helt grusomt dårligt med sig selv og andre – specielt som voksne.
“Agression – En naturlig del af livet” er udkommet på Akademisk forlag.
Se flere job på LÆRERJOB.DK
Læs den seneste udgave af fagbladet
Folkeskolen
