Amerikansk bluegrass er det aparte lydspor til et gnistrende belgisk kærlighedsdrama
Hold da kæft, der er fuld valuta for kærligheden i det belgiske drama, 'The Broken Circle Breakdown'. Det er en af den slags fortællinger, hvor kærlighed mellem to mennesker ikke er noget med at holde hånd i solnedgange og elske følsomt foran kaminild. 'The Broken Circle Breakdown' er nært beslægtet med film som franske Jean-Jacques Beineix' 'Betty Blue', amerikanske Derek Cianfrances 'Blue Valentine', danske Ole Christian Madsens 'En kærlighedshistorie' og tyske Fatih Akins 'Mod muren'. Forskellige historier, men alle med en kærlighed så voldsom, at vi kommer hele følelsesspektret rundt, også forbi had og vanvid.
Sådan skal et kærlighedsforhold være, vil nogen mene, omend det heldigvis er de færreste af os, der går gennem det, tatovøren Elise og musikeren Didier gennemlever i 'The Broken Circle Breakdown'. De møder hinanden et sted i nærheden af Gent i Belgien, og temmelig hurtigt bliver de knyttet sammen af en fælles kærlighed til den amerikanske bluegrass-musik, der nedstammer fra irsk folkemusik og siden udviklede sig til country. Elise kan heldigvis synge som en engel og bliver hurtigt medlem af Didiers passionerede band.
Alt er fiddlende fryd, Didier frier til Elise midt under en koncert, deres bryllup er en eksplosion af drifter og lyster og alt ser lovende ud indtil deres fælles datter, Maybelle, får kræft i en alder af blot 6 år. Det vækker, naturligt nok, en vulkan af følelser, ikke kun på grund af angst og sorg, men også fordi Didier er en jordbunden ateist, der foragter enhver form for overtro, mens Elise finder trøst i religion og spiritualitet. Didier har altid elsket USA for dets musik og store muligheder, men da han hører præsident George W. Bush knytte terrorangrebet den 11. september 2001 sammen med kristendom, ser han rødt. Det konservative USA's syn på kristendom bliver Didiers syndebuk mens Elise forsøger at finde åndelig trøst. Snart slår temperamenterne gnister. Elise og Didier påfører hinanden skyld på skift og benytter enhver lejlighed til en god konfrontation, ikke mindst fordi realisten Didier nægter at acceptere Elises spirituelle løsninger.
Sådan sætter instruktøren Felix van Groeningen hele tiden hårdt mod hårdt. Alt i 'The Broken Circle Breakdown' består i princippet af sammenstød. Liv og død. Kærlighed og had. Fornuft og vanvid. Det rationelle og det irrationelle. Amerikansk bluegrass og belgisk bondeidyl. Beskæggede og bumsede Didier overfor smukke og frie Elise. Det er for meget af det gode. Det er alt for kunstfærdigt sat op, men samtidig består filmens charme afgjort i det kulørte sammenstød mellem Belgien og amerikansk bluegrass. Det giver ikke specielt god mening, og DET er netop charmen. Det fungerer fortrinligt på film med 5 store beskæggede mænd og en lille smuk kvinde, der spiller autentisk amerikansk bonderøvsmusik for fuld udblæsning.
36-årige Felix van Groeningen legede med de samme skarpe kontraster i sin første film, den fire år gamle 'The Misfortunates', om en ung mand, der forsøger at finde et stabilt og fornuftigt liv i en familie med dagligt druk, hor og fuldstændig mangel på interesse i at bidrage konstruktivt til det belgiske samfund. Van Groeningen lagde ingen fingre imellem i sin beskrivelse af familiens mænd, der holdt af køre rundt på knallert, skidefulde og i bar ingenting, og han lægger ikke fingre imellem i beskrivelsen af Elise og Didiers stormfulde kærlighed.
Det havde med garanti givet et mere troværdigt portræt af kærlighed under svære omstændigheder hvis Felix van Groeningen og de to forfattere, Johan Heldebergh og Mieke Dobbels, der har skrevet teaterstykket bag filmen, havde argumenteret mere for historiens sammenhænge, men van Groeningen er tilsyneladende temmelig ligeglad med troværdighed. Han fyrer den bare af, fuld knald på farver og temperamenter, og med en hæmningsløs hoppen og springen i tid så man hele tiden skal koncentrere sig om at finde ud af hvor man er i tidslinien. Som billede på kærlighedens væsen er 'The Broken Circle Breakdown' ikke verdens mest troværdige udsagn. Til gengæld er der noget befriende ved en filminstruktør, der har lige så få hæmninger som hans to kulørte hovedpersoner.'The Broken Circle Breakdown' får dansk premiere torsdag den 30. oktober