Har stadig ikke talt med børnebørnene: Kold jul i kongehuset – SE og HØR

Det bliver ikke ligefrem en hjertevarm jul, som de kongelige holder i år. For mere end to måneder efter prins Joachim fik at vide, at hans fire børn vil få frataget deres kongelige titler ved årsskiftet, har der stadig ikke været kontakt mellem Margrethe og de fire børnebørn.
Det fortæller grevinde Alexandras presserådgiver, Helle von Wildenrath Løvgreen.
– Der har ikke været kontakt mellem dem siden. Og heller ikke før beslutningen, siger hun til SE og HØR.
Det betyder, at farmor ikke har haft kontant til prins Joachims fire børn, siden de var med til gudstjeneste og reception den 11. september i anledning af hendes regeringsjubilæum.
Få dage efter modtog prins Joachim en opringning fra hofmarskalen om, at hans børn ved årsskiftet mister deres kongelige titler og fremover kun kan kalde sig grever og grevinde af Monpezat.
Siden da har hverken Nikolai, Felix, Henrik eller Athena hørt fra deres farmor, der altså ikke mener, at hun behøver at forklare sig overfor de fire børnebørn, der ikke længere kan kalde sig for prinser og prinsesse efter den 31. december.
De fire børn har heller ikke hørt noget fra det andet magtcentrum på Amalienborg.
– Kronprinsparret har heller ikke kontaktet dem, fortæller Helle von Wildenrath Løvgreen.
Det har naturligvis haft stor indflydelse på de fire berørte børn. For ikke nok med at de har mistet titlerne. De må samtidig erkende, at deres farmor ikke har lyst til at kontakte dem.
De er meget kede af det, lyder det fra Alexandras presserådgiver.
Kongehuset har siden beslutningen om fratagelsen af titlerne haft travlt med at signalere, at alt er fryd og gammen i familien, men faktum er, at dronningen ikke har haft interesse i at klinke skårene mellem sig selv og de fire børnebørn.
Og det er ikke fordi, Margrethe ikke ved, hvordan hendes børnebørn har det.
– Hele min familie og jeg er selvfølgelig meget kede af det. Vi er, som mine forældre også har udtalt, i chok over denne her beslutning og over, hvor hurtigt det i virkeligheden er gået, sagde prins Nikolai således til Ekstra Bladet, da nyheden om de mistede titler kom frem.
Men dette råb om hjælp blev ikke imødekommet af dronningen, der da heller ingen planer har om at ændre sin beslutning, hvilket betyder, at denne jul er den sidste, som Nikolai, Felix, Henrik og Athena holder som kongelige.
Det er dog ikke kun Joachims halvdel af kongefamilien, der måske ikke ser på Margrethe med de kærligste øjne. Hendes kolde adfærd overfor hendes søn, svigerdatter og fire børnebørn har slidt på populariteten.
Analyseinstituttet YouGov spurgte i januar danskerne på vegne af B.T. om deres opbakning til Margrethe. For knap et år siden fik hun støtte fra 80 procent af danskerne, men i kølvandet på beslutningen om at fratage børnebørnene deres titler, er den tilslutning nu styrtdykket. Således faldt Margrethe 11 procentpoint og nyder nu kun opbakning fra 69 procent af befolkningen.
Og med Margrethes manglende lyst til at række ud til sine fire ulykkelige børnebørn, er der ikke meget, der peger i retning af, at det tal vil forbedre sig. Tvært i mod.
Men Margrethe har besluttet sig for, at hendes opbakning ligger hos kronprinsfamilien. Og ikke hos prins Joachims gren af familien.

source

Leave a Reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *