Byens bedste bistro • POV – POV International

POV
POV International
Danmark·Kultur·Liv & Mennesker | Læsetid 4 min.

Sidste lørdag havde jeg en ledig stund lidt hen på eftermiddagen. Jeg spadserede en tur gennem gaderne i indre København og opbyggede undervejs en sund appetit. Til alt held endte min vandretur foran Bistro Boheme på Esplanaden. En af de mest ægte, frankofile og elegante bistroer i København med næsten et årti på bagen (Bistro Boheme slog dørene op første gang i ’07). På hverdage er det mest forretningsfolk, der indtager lokalerne, hvilket næsten giver sig selv beliggenheden taget i betragtning. Det er ikke bare en restaurant, man lige “falder over”.
I weekenden tiltrækker man dog et noget mere varieret omend nok stadig ret velpolstret publikum, der villigt betaler, hvad det koster for at have det lidt ekstra godt. Denne lørdag eftermiddag havde de fleste frokostgæster imidlertid forladt etablissementet, så der var plads og god tid til en snak med såvel indehaveren, den eminent dygtige kok, Per Thøstesen (som har arbejdet hos selveste Paul Bocuse) som hans nye restaurantchef, Daniel Walter Furmanek, der også hører til landets absolut bedste af slagsen. Daniel er lige kommet til Esplanaden efter at have kælet for gæsterne i en årrække hos Paul Cunningham på Henne Kirkeby Kro og det bekræfter kun Thøstesens ry for at kunne tiltrække nogle af de største talenter i restaurationsbranchen. Fremhæves skal også sommelier Christian Gustafsson, der har givet vinkortet en omfattende opgradering, så det nu befinder sig oppe i superligaen, hvad angår yderst velvalgte flasker fra de mest anerkendte vinmagere. Det er også her på matriklen, at en af landets bedste tjenere, Morten Hesselholt, har sin gang – dog ikke i sommerhalvåret, hvor Morten fungerer som en tilsvarende institution hos Ruths Hotel i Skagen.
Hver eneste tallerken er en fryd for øjet
Per Thøstesen selv gik i køkkenet for at tilberede en række af stedets signaturretter, hvor også hans rutinerede og særdeles kapable køkkenchef, Pernille Vejrum, styrer slagets gang. Kendetegnende for de fleste retter hos Bistro Boheme og for Thøstesens gastronomi, er den udpræget æstetiske servering i såvel valg af ingredienser, tilberedning og anretning. Hver eneste tallerken er en fryd for øjet, hvilket også er en af grundene til, at Boheme og Thøstesen har en af de mest fulgte kokke-Instagram-konti i Danmark. Hvis du holder af klassisk kogekunst og smukke serveringer, så er det et absolut must at følge bistroen på Instagram.
Det var en lun sommerdag, så jeg holdt mig til et lifligt glas Riesling, da maden begyndte at ankomme til bordet. Først blev jeg præsenteret for østers på tre måder: au naturel, med agurke-dressing og lidt kaviar på toppen samt en godbid i form af et friteret bløddyr serveret med sauce tartare.
Boheme og Thøstesen har en af de mest fulgte kokke-Instagram-konti i Danmark. Hvis du holder af klassisk kogekunst og smukke serveringer, så er det et absolut must at følge bistroen på Instagram.
Så var det tid til en hvid, sprød og perfekt kogte asparges. Her i selskab med æg på tre måder: i hollandaise, pocheret og som kaviar, naturligvis garneret med en gavmild håndfuld, friskpillede fjordrejer. Nok den smukkeste og mest smagfulde asparges-servering, jeg har fået i år – en spise, man ikke bør nægte sig selv, mens sæsonen nu er på sit højeste.
Efter denne overdådige himmerigsmundfuld, blev det tid til en en mere bastant, men ikke mindre velsmagende klassiker; en foie gras terrine i butterdej iblandet lidt pistacienødder og mørt svinekød toppet op med næsten halvandet år gamle svesker marineret i armagnac som tilbehør. Så er det altså svært at holde armene nede i, hvad der næsten må betegnes som en art kulinarisk orgasme!
Fra den tunge gåselever skulle der nu en suppe til at lette måltidet. Dog var det langt fra en tynd kop suppe. Der var derimod tale om en anden klassiker, nemlig en variant over Bocuses kendte V.G.E. 1975 trøffelsuppe – en tyktflydende consommé med masser af svampe og trøfler, dog her serveret uden butterdejslåg.
Som en trumf på dette kongemåltid fik vi et spejlæg – men hvilket spejlæg! Her i Per Thøstesens særlige udgave, hvor det ligger på en bund af kartoffelmos irørt rigelige mængder smør og garneret med lidt nødder og rå mængder revet trøffel!
Nu måtte jeg sande, at der var bund i selv en bamse, men alligevel skulle vi lige afslutte vores sene frokost med manér, så vi sagde farvel og tak for i dag ved at fortære bistroens udgave af en københavnerstang med chokoladeis og rom-marineret ananas og skyllede efter med et lille glas Sauternes.
Konklusionen efter Bamsens besøg på Bistro Boheme er stjerneklar. Det er stadig byens bedste og den fortjener intet mindre end topkarakteren seks ★ ★ ★ ★ ★ ★ ud af seks.
Du er også velkommen til at dele historier fra POV International med andre. Vi har ikke noget reklamebudget. Og giv os meget gerne et ”like” på vores Facebookside. Så kan du følge med i, hvad andre skriver hos POV International.

Kim Jong Andersen, 44. Debattør, madanmelder og gourmand, ekspert i branding og digitalisering, konceptudvikler, smagsdommer, filmbuff, underviser, foredragsholder og direktør i et management konsulent-firma. Har arbejdet i reklamebranchen i næsten to årtier, senest som kreativ direktør. Optaget i Dansk Markedsførings M-list, en blå bog over de allerdygtigste marketingprofiler i Danmark. Nok især kendt på sociale medier under hans alter ego, “Bamsen”, der i visse kredse nærmest er blevet et personligt brand i sig selv. Hyppig gæst på de førende restaurationer i København. Juryformand for den årlige prisuddeling, Danish Digital Awards i samarbejde med Dansk Annoncørforening. Har selv vundet adskillige kreative awards både herhjemme og i udlandet. Ofte benyttet key note speaker på diverse konferencer og seminarer, hvor emnet er relateret til kreativitet og kommunikation. Gæsteunderviser MBA-studerende på CBS.
Hold dig opdateret med ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her Pil mod højre
POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at bidrage til vores arbejde? Bliv medlem her Pil mod højre

|Kultur· Film· Liv & Mennesker

|Kultur· Musik

|Featured· Danmark· Quick POV

|Bøger· Kultur

|Bøger· Kultur

|Featured· Danmark· Europa· Kultur· Liv & Mennesker
Annegrethe Rasmussen, (ansv.), chef- og erhvervsredaktør
Alexander Meinertz, chef- og kulturredaktør
Mette Laursen, redaktionschef
Julie Bendtsen, dagredaktør
Michael Bernth, digital redaktør
Anne Juliette Ladegaard, dagredaktør
Jacob Gjelstrup, POV Weekend og sprog
Monica Krog-Meyer, sprog
Claus Ankersen, Kulturlisten
Poul Arnedal, portræt
Nana Balle, fødevarer og mad
Jan Eriksen, musik og podcast
Hans Henrik Fafner, udland
Dorte Jelstrup, Kunst- og filosofi
Frank Korsholm, politik
Kurt Lassen, sport
Lisbeth Liv Carlsen, undersøgende
Isabella Miehe-Renard, litteratur
Susanne Sayers, videnskab
Mikkel Stolt, filmredaktør
Copyright © 2023 · POV International

source

Leave a Reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *