Uncategorized
Fatter anmelderne ikke en skid? Ny film sables ned i udlandet – men … – DR
'Locked Down' havde premiere 5. februar, og den deler mildt sagt anmeldervandene.
Det er virkelig dårlig stil at påstå, at ens kolleger ikke har fattet en skid. Det er jo det samme som at hævde, at man er meget mere begavet end sine kolleger. Virkelig dårlig stil.
Men jeg gør det nu alligevel.
Der er nemlig nogle af mine anmelderkolleger, især dem i USA, der har fattet nul og niks af HBOs nye film 'Locked Down'.
Ja, undskyld, at de ikke 'har fattet en skid', er nok at overdrive, men de tager den i hvert fald for noget andet end det, den er.
Instruktør: Doug Liman
Medvirkende: Anne Hathaway, Chiwetel Ejiofor, Claes Bang
Premiere: 5. februar (HBO)
Filmens mix af tre elementer – kupfilm, romantisk komedie og coronakarantænebeskrivelse – irriterer. Det hænger ikke sammen, mener flere, endda mange, anmeldere. Især er kuppet til sidst underligt påklistret og aldeles utroværdigt som udløber på et parforholdsdrama, der i de første næsten halvanden time er strandet i et hus i forstads-London under coronakrisen i foråret 2020.
Og så er de to hovedpersoner klichéfyldte, deres dialog er kedelig, situationen virker teatralsk, og skuespillerne Anne Hathaway og Chiwetel Ejiofor overspiller.
Sådan kan man vel godt opfatte filmen, hvis man går galt i byen og tager den for bogstaveligt, for én til én. Hvis man nu lader være med det og i stedet ser den som en satire, en løssluppen fantasi over den fornemmelse af at få vendt verden på hovedet, som de fleste af os har oplevet under coronatiden, er 'Locked Down' noget helt andet.
Det ér grotesk og absurd og utroværdigt, at filmen ender i et kup. Men det skal ikke tages bogstaveligt. Det er en logisk konsekvens af den rutsjetur, forholdet mellem Linda og Paxton tager under den første coronanedlukning sidste forår.
Deres forhold går ad helvede til.
De er meget tæt på at gå hvert til sit, da London bliver lukket ned, og folk bestiller sandwich via take away og holder virtuelle møder. Men efterhånden som nedlukningen rusker op i alt, får de også rystet årevis af forstillelser og forløjetheder af sig.
Paxton opdager, at han har glemt at dyrke det, han finder størst glæde ved – sin motorcykel. Og Linda indser, at hun afskyr det amoralske forretningsliv, hun har levet i årevis.
Det er sgutte særlig dybt, og ja, Paxton og Linda er et par klichéer.
Men instruktøren Doug Liman og forfatteren Steven Knight fyrer op under klichéen med velturnerede replikker og en herlig satire over det besynderlige liv, vi har levet under coronanedlukningerne.
Linda får for eksempel til opgave at fyre fem medarbejdere via et virtuelt møde.
Inden hun når så langt, har én af dem sagt op via sms, fordi han har indset, at han har levet på en løgn i firmaet, og "at de burde redde planeten i stedet for at sælge håndtasker til fascisters koner".
Og Paxton får tiden til at gå med at læse digte højt fra sin mobiltelefon for de andre "indsatte" i deres gade. Eller stille spørgsmål som: "Hvor mange røvhuller har du egentlig?" til manden, der slæber bunkevis af lokumspapir med hjem fra supermarkedet.
Det fyger med jokes om menneskeheden, der forsøger at holde balancen, mens verden bliver vendt på hovedet.
Det er komik.
Og i komedier plejer figurerne at være klichéer og karikaturer. Skuespillerne plejer at overspille. Scenariet plejer at være teatralsk. Og selvfølgelig kan en komedie ende i et fjollet kup.
Hvad angår kritikken af filmens "kedelige dialog", er det mig, der ikke fatter en skid.
Forfatter Steven Knights replikker fyger gennem luften med en både småsadistisk fryd og en kærlig omsorg ved at se menneskeheden opføre sig som en myretue, der lige har fået et spark. Og Anne Hathaway og Chiwetel Ejiofor ser ud, som om de nyder hvert øjeblik af deres karikerede overspil.
Det er muligvis mig, der har misforstået 'Locked down'. Men jeg have det godt nok sjovt, mens jeg gjorde det.
