Uncategorized
Macron er rystet over ny fransk oprørs-film – og med god grund … – DR
Frankrigs Oscar-kandidat beskriver en alt andet end frydefuld virkelighed.
'Rystet'.
Sådan beskrev den franske præsident, Emmanuel Macron, sin egen reaktion, da han talte med medierne oven på en visning af filmen 'Les Misérables'.
Han burde ellers ikke være overrasket. Der er snart 25 års jubilæum for en anden film, der beskrev betonslummen i Paris som en trykkoger på fuldt blus, Matthieu Kassovitz' 'Hadet'.
I det seneste års tid har medierne bugnet med beretninger om De gule veste, der har hærget Paris' gader i frustration over social ulighed, blandt meget andet. Og i forbindelse med de seneste års terrorangreb i Frankrig er det gang på gang blevet nævnt, at de socialt belastede kvarterer er oplagte rugekasser for islamister.
Når præsidenten beskriver sig selv som rystet, er det muligvis en strategi.
Instruktør: Ladj Ly
Medvirkende: Damien Bonnard, Alexis Manenti, Djibril Zonga
Premiere: 2. januar
'Les Misérables' har vakt opsigt i Frankrig. Det er ikke bare en smart hilsen, filmen sender til Victor Hugos klassiske roman af samme navn. Hugo lod en del af 'De elendige' foregå fra 1815-32 i samme pariserforstad som filmen, Montfermeil, og de mennesker, den nye film beskriver, kan med sindsro præsentere sig som nutidens "elendige".
Derudover er filmens spillefilmsdebuterende instruktør, Ladj Ly, ikke bare en smart actionelsker født med en guldske i munden. Han er født i Mali og vokset op som indvandrerdreng i Montfermeil, hvor han gennem flere år har filmet og beskrevet spændingen mellem politi og slumbeboere.
Der er med andre ord god grund til at se på 'Les Misérables' med gravalvorlig mine.
Men præsidenten kan naturligvis også være rystet, fordi Ladj Ly viser slumtrykkogeren frem, så man får en ordentlig rystetur i skroget. 'Les Misérables' er så hidsig i sin effektivitet, at flere franske anmeldere har klaget over filmens infernalske støj.
De tre patruljerende politimænd, som historien bliver fortalt gennem, er ganske vist lige lovligt simpelt konstruerede – to af dem er faktisk udprægede klichéer i fransk film.
Den ene er en kølig skiderik, der bruger sin position til at chikanere slummens beboere, lige fra skolepiger til hærdede kriminelle. Den anden er en bondeknold af en naiv strømer, der lige er ankommet fra den fredelige provins og tror, at han kan klare sig med lærdommen fra politiskolen.
Og selve den situation, der får trykkogeren i Montfermeil til at eksplodere, er underligt tyndt sat op. Det er ikke svært at forestille sig, at små misforståelser og kontroverser kan få spændingen over bristepunktet, men Ly forsøger at forklare det med en personlig beslutning, hvilket ironisk nok virker grebet ud af luften.
Men derudover er 'Les Misérables' en fryd i al sin beskrivelse af en alt andet end frydefuld virkelighed.
Man kan mærke, at instruktøren kender miljøet som sin egen mobilopsætning.
De tidligere kriminelle, der er blevet omvendt til islam, er yderst troværdige i deres forsøg på at hverve nye disciple. Det samme er gangsterbosserne, der styrer et territorium fra deres shawarmabarer. Og knægtene, der bestemt ikke vokser op med respekt for lovens håndhævere, er skræmmende i al deres kåde provokation.
Det er et stykke moderne frankrigshistorie, et stykke aldeles vigtig nutid, 'Les Misérables' præsenterer, og i en tid hvor fransk film virker håbløst optaget af verdensfjerne og opløftende fortællinger for middelklassen, renser Ladj Lys film i dén grad luften. Macron har god grund til at være rystet.
Så må vi se, om historien gentager sig og en kommende præsident bliver rystet, når en ny 'Les Misérables' dukker op om 24 år.
