'Det har været et skørt, uoverskueligt og rodet filmår': Her er årets … – DR

Per Juul Carlsen ser tilbage på filmåret 2021 og guider til årets højdepunkter.
Endnu et filmår synger på sidste vers – men hvilket filmår! 2021 har både budt på dansk Oscar-guld, storslåede Marvel-baskere og en western-film, som mange regner med bliver én af vinderne til næste års Oscar-filmprisfest.
Men 2021 har på mange måder også været et besynderligt filmår, mener filmanmelder Per Juul Carlsen:
– Det har været et skørt, uoverskueligt og rodet filmår. Når jeg tænker tilbage på det, så har jeg en fornemmelse af, at biograferne kun var lukkede helt tilbage i 2020, men det var jo også her i foråret!
– I foråret var man nødt til at håndplukke de mest interessante film fra streamingtjenesterne, men siden vendte biograferne tilbage for fuldt smæk med mange gode film. Det er et filmår med to halvdele. Jeg vil helst glemme den ene, mens den anden har stået virkelig stærkt.
Helt generelt afviser filmanmelderen også snakken om, at streamingtjenesterne skulle være ved at udkonkurrere biograferne:
– Det passer ikke. Vi har en filmverden, der er blevet vendt godt og grundigt op og ned, men den står ikke svagere nu, end den gjorde før streamingtjenesternes indtog. De to ting eksisterer fint sammen side om side.
Men hvad har så egenlig været det bedste i det filmår, der snart er gået? Det kan du se i oversigten nedenfor, hvor Per Juul Carlsen har peget på 15 af sine favoritter.
'The Power of the Dog' er historien om de to brødre, der ejer en stor ranch i Montana. Den ene vil være følsom og civiliseret og falde til ro med en sød kone og børn. Den anden har det bedst med at svine "bøsserøve" til, mens han skærer kohud i strimler for at flette reb.
Per Juul Carlsen gav filmen de maksimale seks ud af seks stjerner og var især vild med, at den ikke præsenterer sit publikum for nogen færdig helhed:
– Den tager dig aldrig i hånden og fortæller dig, hvor du skal hen. Du får selv lov til at gå rundt på ranchen og iagttage og sætte menneskene sammen til helheder.
Og sikke nogle helheder, mener Per Juul Carlsen. Han kalder i hvert fald Benedict Cumberbatchs rolle for en "bombe af uforudsigelighed":
– Han er langt mere kompleks, end filmfigurer plejer at være. Han ligner sgu et rigtigt menneske med alle sine knuder og kanter. Han er (…) en af de mest fascinerende filmfigurer, jeg har set. Og jeg har set et par stykker.
Musicalen 'Annette' ligner ikke noget, du har set før, mener Per Juul Carlsen.
– Det er ikke normalt at åbne en musical med en sang, der spørger "må vi godt gå i gang?" – "So May We Start?" – heller ikke selvom det er en virkelig effektiv ørehænger af en sang, pointerer han blandt andet i anmeldelsen og fortsætter:
– Det er heller ikke normalt, i en seriøs film, at lade to hovedroller, spillet af Adam Driver og Marion Cotillard, synge en kærlighedssang, mens Driver slikker løs mellem benene på nøgne Cotillard, inden han synger de næste strofer og derefter bøjer sig ned og slikker videre.
Og det er kun godt, at 'Annette' ikke er nogen normal film.
– Der er en fornemmelse af grundighed og perfektion gennem hele 'Annette'.
'Small Axe' bruger fem virkelige begivenheder til at beskrive livet som sort englænder i London i årene fra 1968 til 1984. Det gør den gennem fem separate film, der altså tilsammen udgør 'Small Axe'.
– Ingen af filmene vælter filmhistorien på egen hånd. Sammenlignet med de film, der har gjort McQueen ('Small Axe'-instruktør) til en af tidens mest beundrede instruktører, som 'Hunger', 'Shame' og '12 Years a Slave', står de knap så skarpt og originalt, lyder det fra Per Juul Carlsen.
Han kaster dog alligevel hele fem stjerner efter 'Small Axe', for:
– Set i sammenhæng, som en samlet beskrivelse af sort identitet i England, kan de noget helt usædvanligt. De udgør ikke en serie med en fremadskridende handling à la 'Matador', men er fem selvstændige film, der supplerer hinanden.
– De små økser vælter nok ikke store træer lige med det samme, men 'Small Axe' kan sagtens være begyndelsen på en ny forståelse for vigtigheden af diversitet, af nuancer i de historier, vi fortæller om vores fællesskaber.
Per Juul Carlsen kaldte dokumentaren 'The Dissident' for både grundig og intens i sin femstjernede anmeldelse.
Dokumentaren fortæller om drabet på den saudiarabiske systemkritiker Jamal Khashoggi den 2. oktober 2018, og den udstiller styret i Saudi-Arabien som undertrykkende og i stigende grad hæmningsløs i sin jagt på politiske modstandere.
– Hvis ikke det havde været en så voldsom og kvalmefremkaldende begivenhed, kunne det have været noget fra en tegneserie med Tintin, skriver Per Juul Carlsen, der kalder filmen en "rendyrket effektiv agentfilm forklædt som en dokumentarfilm".
– Men den er også et portræt af en ensom mand, der forelskede sig og var i gang med at gifte sig med en ny kærlighed, da han blev dræbt.
HBO-filmen 'Locked Down' mikser genrerne kupfilm, romantisk komedie og coronakarantænebeskrivelse, hvilket har irriteret flere anmeldere. Men ikke Per Juul Carlsen, der giver filmen fem stjerner.
– Forfatter Steven Knights replikker fyger gennem luften med en både småsadistisk fryd og en kærlig omsorg ved at se menneskeheden opføre sig som en myretue, der lige har fået et spark, skriver Per Juul Carlsen.
– Og Anne Hathaway og Chiwetel Ejiofor ser ud, som om de nyder hvert øjeblik af deres karikerede overspil.
'Quo Vadis, Aida?' var tidligere i år nomineret til en Oscar i kategorien Bedste internationale film. Den kategori endte som bekendt med at blive vundet af Danmark og filmen 'Druk', men der er ikke desto mindre stadig god grund til at stifte nærmere bekendtskab med det bosniske drama, mener Per Juul Carlsen.
– Det har krævet et stort mod og en enorm vilje at skabe den film, skriver anmelderen og fortsætter:
– Alt er foregået i hemmelighed for ikke at møde politisk modstand. Filmen kunne ikke engang optages i Srebenica, hvor den nuværende borgmester benægter, at massedrabet fandt sted.
Det massedrab, filmen omhandler, fandt sted ved byen Srebenica den 11. juli 1995, hvor omkring 8.000 bosniske mænd og store drenge blev likvideret af serbiske styrker.
– Det er alt andet end sjovt, men hold kæft, hvor føles det vigtigt.
'Kammerater!' viser historien om en massakre i Sovjetunionen, der blev mørklagt i 1960'erne, og det begejstrer Per Juul Carlsen.
– 'Kammerater!' er en fantastisk velkomponeret film, på alle leder og kanter. En vild film, lyder det blandt andet i den femstjernede anmeldelse.
Filmen bygger på en virkelig begivenhed, der fandt sted i den russiske by Novocherkassk i 1962, hvor arbejdernes strejke fører til en grusom massakre: Mange slås ihjel i gaderne og al information om, at de nogensinde har eksisteret, bliver udslettet.
– Med uimodståeligt velkomponerede sort/hvide billeder sender Andrei Konchalovskij (filmens instruktør) os helt ind i kernen af en fortælling, der ikke bare smadrer alle illusioner om Sovjetunionen som arbejdernes paradis, men også viser, hvor utrolig let menneskeliv kan kasseres og fjernes, når de bliver besværlige.
– Det er ikke bare sket i Sovjetunionen. Det er sket alle steder og til alle tider.
Næste års bud på en dansk Oscar-vinder i kategorien Bedste internationale film er Jonas Poher Rasmussens 'Flugt', der handler om Amin, der flygter fra Afghanistan i 1990'erne.
Det "kunne sagtens være blevet til en medrivende spillefilm fyldt med intense beskrivelser af den dag, Amins far blev hentet af de kommunistiske myndigheder i Afghanistan og aldrig vendte hjem igen", bedyrer Per Juul Carlsen i sin femstjernede anmeldelse.
'Flugt' er imidlertid skabt som en animationsfilm, og det fungerer forbavsende overbevisende, mener Per Juul Carlsen:
– Nærværet og intimiteten er utrolig. Der er plads og rum til, at vi som publikum kan rejse med og forestille os dufte og stemninger. Der er plads til, at vi kan forestille os den angst, der har præget Amin så gennemgribende, at han stadig i dag, med en mand og et liv i Danmark, ikke kan finde hvile.
Nu vi er ved Oscar-film, så vandt 'Sound of Metal' to Oscar-priser ved dette års uddeling, nemlig prisen for Bedste lyd og Bedste redigering.
Og det er der god grund til, at den gjorde, mener Per Juul Carlsen.
Filmen opfordrer os nemlig til at holde en pause. At slukke. At stoppe. At trække vejret. Suge ind. Puste ud. Sanse.
– Der er noget meditativt over dens rejse sammen med trommeslageren Ruben, der hver eneste aften banker løs på sine trommer, som om det er dem, der er skyld i, at han har svært ved at finde ro i sjælen.
Og især filmens slutning begejstrer Per Juul Carlsen, der ikke tøver med at kalde den for et mirakel:
– Det er ganske enkelt mirakuløst, at instruktøren Darius Marder kan runde sin film af ved at løfte blikket opad, op på noget så utroligt almindeligt som nogle trætoppe, der svajer i vinden, bare uden lyd – og samtidig give os fornemmelsen af, at verden har forandret sig, og at vi sanser den på en ny måde.
Filmen 'Gagarine' tager udgangspunkt i Gagarine Cité – et gammelt og nedslidt boligbyggeri, der ligger i udkanten af Paris. Her møder vi den unge Youri.
– Han elsker Gagarine så meget, at han reparerer elevatoren – eller i hvert fald forsøger – når den er i stykker. Han sælger også sin mors gamle smykker for at samle penge til nye pærer til lamperne i komplekset.
– Som noget nær den eneste drømmer han på Gagarines vegne – smukke, uskyldsrene, utæmmelige drømme om at rejse ud til stjernerne.
Ellers er filmen en frit fabulerende filmpoesi, hvor overraskelserne pibler frem, mener Per Juul Carlsen.
– (Det er) en forunderlig lille fransk film, der tager på sin helt egen tur gennem en fantasiverden og alligevel beskriver en nutid, der er ligeså reel som ghettovolden.
Tidligere i år udkom den 25. film om agent 007 – bedre kendt som James Bond. Og det blev samtidig skuespiller Daniel Craigs sidste tur i manegen som filmhelten, der er mindst lige så britisk som selveste dronning Elizabeth.
Og selvom der har været 24 andre Bond-film før 'No Time to Die', har franchisen på ingen måde tabt pusten, mener Per Juul Carlsen. Faktisk fik han en klump i halsen undervejs i den næsten tre timer lange film:
– Klumpen dukkede op sidst i den nye og 25. Bond-film 'No Time to Die' – ikke fordi jeg sad og blev nostalgisk over gamle Agent 007-oplevelser med Sean Connery eller John Barrys fabelagtige musik eller de fantastiske tidsbilleder i de gamle film eller de smukke kvinder eller de betagende dødsfald eller de utrolige biljagter.
– Men fordi 'No Time to Die' faktisk fortæller en rørende historie om et menneske, der forsøger at leve et fredeligt liv med en kvinde, han elsker.
Dansktopgruppen Kandis betyder uendeligt meget for deres fans, hvilket instruktør Jesper Dalgaard på fornem vis skildrer i dokumentaren 'Kandis for livet', skriver Per Juul Carlsen:
Det er der flere grunde til:
– For det første gør den noget andet end langt de fleste andre musikdokumentarer. I stedet for at finde ind til kernen af en musiker ved at følge vedkommende i årevis, leder den efter den store mening hos musikernes fans, skriver Per Juul Carlsen.
– For det andet er der noget fantastisk verdensåbnende ved at se mennesker finde al mening i en musik, som for andre er udspekuleret, uopfindsom og upersonlig.
Og 'Kandis for livet' tager de mange fans af gruppen dybt seriøst. Der bliver ikke grinet af nogen eller noget i 'Kandis for livet', som Per Juul Carlsen pointerer.
Derimod giver filmen os "et rørende indtryk af levet liv og rigtige mennesker på et sted, hvor kun de færreste vil kigge. Det føles indlysende rigtigt".
Per Juul Carlsen mener både, at den stjernespækkede Netflix-film 'Don't Look Up' er bimlende skør og fucked up. Ikke desto mindre er han så vild med den, at han giver den fem stjerner med på vejen.
– 'Don't Look Up' er mere alvorlig end alle film, du har set i år. Tilsammen. Men den har forklædt sig som en knaldskør komedie med filmstjerner, der opfører sig mere tåbeligt end nogensinde før, forklarer han.
I filmen kan man blandt andet se Meryl Streep som en amerikansk præsident, der kun bekymrer sig om popularitetsmålinger og sit kommende genvalg. Den byder også på Cate Blanchett, der ifølge Per Juul Carlsen "vælter rundt som botox-udstoppet tv-vært med seertal og karriere på hjernen".
Og det hele fungerer altså, mener han.
– Den amerikanske filminstruktør og satiriker Adam McKay får effektivt understreget, at menneskeheden lige nu befinder sig på et hidtil uset niveau af idioti.
'Trøffeljægerne fra Piemonte' er en hyldest til en verden, der er ved at forsvinde, og det er fem stjerner værd, mener Per Juul Carlsen, for han har med egne ord simpelthen ikke været i stand til at få filmen ud af sit hoved igen.
– Der er mangeuforglemmelige øjeblikke i dokumentaren 'Trøffeljægerne fra Piemonte', forklarer han.
Det gælder blandt andet den gamle mand Sergio Cauda, der forklarer en politimand, at nogen har slået hans hund ihjel med gift. Det er også den langhårede, langskæggede og tandløse 78-årige Angelo Gagliardi, der forsøger at skrive et brev til alle sine naboer, hvori han forklarer, hvorfor han aldrig vil gå på trøffeljagt igen.
Og endelig er der scenen, hvor en ung trøffelforhandler forsøger at overtale gamle Angelo Gagliardi til at gå på trøffeljagt i sin skov igen. Det handler nemlig om trøfler – om hvordan rige gangstere ødelægger de ældgamle traditioner, der er forbundet med at finde og høste den dyre spisesvamp.
– I det hele taget er 'Trøffeljægerne fra Piemonte' en fabelagtig film, ligeså smuk og fuld af liv, som den er trist og skræmmende i sin beskrivelse af en moderne verden, hvor ældgamle dyder og elskede hunde bliver myrdet i jagten på selvfedme.
Per Juul Carlsen uddeler også fem stjerner til 'Spider-Man: No Way Home'. Den viser blandt andet "en vild emotionel dybde", lyder det fra den begejstrede anmelder.
– Det er rigtigt, at vi er ved at drukne i superhelte, men de nye Spider-Man er jo netop noget andet, pointerer han.
– Det er ungdomsfilm, sådan som amerikanerne lavede dem i 80'erne med 'Big' og 'Tilbage til fremtiden'. Det er fortællinger om en ung mand, der oplever noget magisk, men stadig bare er en 15-årig skoledreng. De er sjove, og de er virkelig velskrevne.
Det gælder ikke mindst det nyeste skud på Spider-Man-filmstammen: 'Spider-Man: No Way Home'.
– 'No Way Home' har jo også en vild emotionel dybde. Den gør det, amerikansk film kan, når det tænker allermest ud af boksen – når manuskripter og koncepter bliver tænkt virkelig godt igennem.
– Jeg kan – igen – ikke afsløre for meget, men filmens idé om, hvorvidt det er muligt at genskabe den kærlighed, som man gennem flere år har opbygget med et andet menneske, den er altså vild.

source