Margrethe forsøgte at klinke skårene: Familiekrisen fortsætter – SE og HØR

De mange, der havde forventet, at regenten ville komme ind på sin families massive problemer, blev ikke skuffede, da hun holdt sin årlige nytårstale.
For her kom hun efter snak om Ukraine og energikrise ind på sin helt egen krise bag slottets tykke mure.
– For de fleste af os er familien noget af det vigtigste i vores liv. Vi følger hvordan vore børn udvikler sig, og hvordan de tager fat på tilværelsens udfordringer på hver deres måde.
Vi glæder os, og vi bekymrer os, og vi vil så gerne, at det skal gå dem godt, lød indledningen til den del af talen, der nok var sværest for dronningen at skrive.
Herefter tog hun tyren ved hornene og indrømmede, at alt ikke er fryd og gammen i landets førende familie.
Jeg omfatter hele min familie med stor kærlighed til alle tider.
Vanskeligheder og uenighed kan opstå i enhver familie, også i min. Det har hele landet været vidne til. At forholdet til prins Joachim og prinsesse Marie er løbet ind i vanskeligheder, gør mig ondt, sagde hun.
Vanskelighederne opstod, da hun bad sin hofmarskal om at ringe til prins Joachim for at meddele ham, at hans fire børn fra årsskiftet ikke længere er prinser og prinsesse.
Det kom som et chok for alle i hans del af den kongelige familie, og både Joachim, Marie og Alexandra var på banen med kritik, ligesom også Nikolai udtalte sig om beslutningen.
Og som du kan læse i denne uges SE og HØR, er Nikolai stadig ikke glad for, at han nu ikke er prins længere. Alligevel mener Margrethe, at familien er på vej ind i stille farvand efter den stormomsuste tur på åbent hav,
– Vi har nu haft en tid med mere ro og eftertanke, og jeg er sikker på, at familien sammen kan gå ind i det nye år med fortrøstning, forståelse og nyt mod, understregede dronningen – kun få timer efter at det var blevet offentliggjort, at prinsesse Marie havde meldt afbud til nytårskuren 1. januar.
Dronningen nævnte også sine børnebørn.
– Alle mine otte børnebørn er mig til stor glæde. Hvor er de blevet store, hvor tiden dog går! Til oktober fylder prins Christian 18. Det bliver en mærkedag, som vi alle ser frem til, fortalte hun.
Det er dog ikke længe siden, at Team Joachim kunne afsløre, at Margrethe ikke har haft kontakt med de fire berørte børnebørn i mange måneder og på intet tidspunkt har rakt ud til dem, efter hun besluttede sig for, at de ikke længere skal være en del af den officielle del af kongehuset.
Mens Joachim og hans børn får en mindre og mindre rolle i kongehuset, sparede Margrethe ikke på begejstringen over Frederik og Mary.
– Efter at coronaen har sluppet sit greb om samfundet, har kronprinsparret på ny haft nok at gøre med et fuldt program. Det har de set frem til og kastet sig ud i med stort engagement, roste hun.
Hun fik også rost Frederiks meritter, mens Joachims blev ignoreret.
– Hvert år stiller flere og flere op til Royal Run – det, der begyndte som en fejring af kronprinsens 50-års fødselsdag, er nu blevet en gentagen begivenhed, der begejstrer folk i hele landet.
Og så kom hun med en opfordring til folket, der i lige så høj grad er rettet mod hende selv.
– Det er mit ønske og håb for det nye år, at mennesker igen kan leve i fred og fordragelighed, og at glæden ved tilværelsen igen får overtaget. Det skal vi alle sammen bidrage til, sagde farmoderen, der dog selv har ignoreret fire børnebørn i månedsvis.

source

Leave a Reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *