Uncategorized
Alt sidder i skabet: Oscar-vindende instruktør har gjort 400 år … – DR
Shakespeares gamle historie om Macbeth har fået nyt liv i Joel Coens 'The Tragedy of Macbeth'.
Så er han her igen, ham William Shakespeare. Med jævne mellemrum popper han op, som en trold af en gammel æske – eller som et tegn på, at vi mennesker grundlæggende ikke forandrer os.
Vi tænker de samme tanker, reagerer på de samme instinkter og begår de samme fejl.
416 år er passeret, siden Shakespeares skuespil 'The Tragedy of Macbeth' blev opført første gang. Stykket er – som man siger i filmkredse nu om dage – "baseret på virkelige hændelser".
Macbeth var konge i Skotland fra 1040 til 1057. Hans liv formede sig dog temmelig anderledes, end Shakespeare tænkte det.
Fem stjerner
Instruktør: Joel Coen
Medvirkende: Denzel Washington, Frances McDormand, Brendan Gleeson
Kan streames på Apple TV+
Det formodes, at Shakespeare fandt inspiration i en flok jesuiterpræsters forsøg på at vælte den britiske konge James 1. af tronen i 1606. Derefter digtede han beretningen om Macbeth, der bliver spået af tre hekse, at han skal være konge, hvorefter både han og fruen går over gevind af fryd.
Inden længe har Macbeth myrdet kongen. Og mistet grebet om sig selv.
Hvad kan vi bruge de støvede historier til i vore dage?
Temmelig meget ser det ud til. Det er kun seks år siden, filmen 'Lady Macbeth' fik dansk biografpremiere. Den var ikke baseret på Shakespeares stykke, men afledt af den. Og temaerne var de samme. Politiske ambitioner fører til tragedie. Magt korrumperer. Magtbegær æder sjæle op.
Året inden, i 2015, spillede Michael Fassbender Macbeth i en stort opsat modernisering på det store lærred.
I det hele taget har Macbeth været næsten konstant aktuel i biograferne, på tv eller i teatrene.
Eller i politik. Man skal ikke studere danske statsministre ret meget for at se, hvordan tiden ved magten forandrer dem. Og det er ikke til det mere sympatiske. Den nysgerrige virkelyst bliver til en bedrevidende arrogance.
Der er formentlig ikke nogen dansk statsminister, der – som Macbeth – har sat sine lejesvende til at skære halsen over på modstandere. Kun i drømme i så fald. Men de har i overført forstand fået besøg af de tre hekse fra Shakespeares skuespil.
De er blevet spået – af deres egen forfængelighed, begær og grådighed – at de skal besidde magten. Vi har alle, i mere eller mindre grad, mødt de tre hekse fra Shakespeares stykke. Vi har stræbt efter at betyde noget – at være Superman, topscorer på fodboldholdet eller formand for grundejerforeningen. Og vi har fået regningen i form af uvenskaber, stress eller moralske skrupler.
Vi er alle Macbeth.
Det betyder ikke, at alle vil kigge med på Joel Coens 'The Tragedy of Macbeth' og tænke "shit mand, det er mig, det der". Joel Coen, der for en gang skyld ikke arbejder sammen med brormand Ethan, har ikke ligefrem skabt en 'Macbeth', der ligner vores dagligdag.
Eller vores tid. Han har skåret ned på længden af Shakespeares oprindelige stykke, men bibeholdt den oprindelige tekst, som den britiske nationalpoet formulerede den i 1606.
Det er smukt at lytte til, og det flyder som poesi fra dygtige skuespilleres munde, men det er også noget af en udfordring at følge med i. Og så har han placeret Macbeth i spartanske kulisser, ofte blot hvidmalede vægge, trapper og haller eller en strand, og han har optaget det hele i meget streng sort/hvid.
Det ser fantastisk ud. Hvert et billede af den franske fotograf Bruno Delbonnel er en nydelse, næsten et kunstfoto.
Denzel Washington lægger smukt ansigt og krop til Macbeths tvivlende følelsesliv. Og Frances McDormand, Joel Coens kone, gør Lady Macbeth aldeles nærværende som kvinden, der ikke er mange sekunder om at gøre Macbeths magtbegær til sit eget.
I det hele taget er 'The Tragedy of Macbeth' præcis så gennemført og imponerende et stykke filmhåndværk, som man kan forvente af instruktøren bag film som 'Fargo', 'The Big Lebowski' og 'Inside Llewyn Davies'.
Alt sidder i skabet med præcision, elegant rytmik og detaljerigdom.
Det havde været fabelagtigt, hvis Joel Coen også havde givet gamle Shakespeare et sprog, der gjorde filmens tematik tydelig for det moderne menneske. Men det er også meget at forlange.
Og det er helt tydeligt ikke det, Joel Coen er gået efter. I stedet har Coen gjort beretningen om Macbeth til en tidløs film noir, en thriller.
Og han har gjort det så knivskarpt, som kun en Coen-bror kan.
