Uncategorized
Tak til Erika de Casier, der mindede os om, hvordan en … – Soundvenue
Efter ML Buch og Smerz havde givet kompromisløse, æstetisk gennemførte koncerter, var det op til Erika de Casier at forløse det efterhånden betragtelige festpotentiale, der havde bygget sig op til Summer Days.
Publikum til Roskilde Festivals første sommerevent havde drukket fadøl i timevis og været vidner til både en iskold konceptkoncert fra Smerz og en politisk brandtale fra Anna Juul, der tordnede mod »mor Mette« og kritiserede forholdene for psykisk lidende.
Nu var det altså tid til fest. Men det lignede det – til en begyndelse – ikke, at de Casier havde tænkt sig at give os.
I starten af koncerten var hun badet i et døsigt rødt lys, mens hun smilende og blidt vuggende sang ’The Flow’ og ’Drama’.
Det lød vanvittig lækkert, men føltes samtidig som om, den danske musiker forvandlede Gloria-scenen til én stor drømmeseng med teltdugen på festivalteltet som behagelig dyne over det hele.
Det ændrede sig dog, da Erika de Casier havde sunget sig varm. Til ’Someone To Chill With’ begyndte lysshowet at vågne til live, mens de næsten eurodance-agtige melodier på sangen blev fremhævet.
Sangeren, der for nylig har udgivet det stærke album ‘Sensational’, stoppede med at vugge og begyndte at danse. Men smilet blev på hendes læber gennem hele koncerten. De Casier havde styr på det her, følte man instinktivt. Man var i gode hænder.
Hun havde i virkeligheden nærmest en form for intim, indforstået kemi med publikum. Det føltes som om, artisten på scenen og menneskerne foran den kendte hinanden. Og da Erika de Casier smed hæmningerne en smule, gjorde publikum det samme med dobbelt energi.
Pludselig var der nærmest EM-brøl, da de første takter af ’Little Bit’ blev spillet. Der var en dansecirkel til ’Better Than That’. Folk sad på skuldrene af hinanden, dansede, og hujede af fryd. Især sange fra ’Essentials’-albummet som ’What U Wanna Do’ og ’Do My Thing’ fik overvældende modtagelser.
Når Erika de Casiers forholdsvis intime, underspillede r’n’b kunne skabe den slags løssluppen festivalfest, skyldtes det især tre ting.
Nemlig det ekstremt entusiastiske publikum, der tydeligvis motiverede kunstneren på scenen, produktionerne, der havde skruet op for de allerede eksisterende elektroniske elementer, og så de Casier selv, der var en magisk skikkelse.
Hun overgav sig til festen og dansede rundt på Summer Days-scenen med samme sorgløse energi, som man normalt kun har alene derhjemme foran spejlet, når ens yndlingssang kommer på.
Samtidig havde hun hele tiden overskud til små detaljer i sin levering og mistede ikke skarpheden i sin diktion.
Hendes rapflow fra ’Friendly’ blev leveret med den rigtige balance mellem nonchalance og arrogance og med næsten hiphopagtig gestik i hænderne. Og når hun skulle synge »I don’t give a shhh«-linjen på ’Do My Thing’, blev det gjort med indforstået timing og glimt i øjet.
Det var i det hele taget en optræden, der udstrålede overskud. Hvilket var ret imponerende, for Erika de Casier har før åbent talt om sin sceneskræk, som hun har brugt sit alter ego Bianka til at fordrive.
Det må have virket, for til Summer Days vakte hun et potentiale til live i sangene, man måske ikke havde hørt før. Hun forløste festivalens feststemning, men gjorde det på sine egne præmisser.
Faktisk indkapslede Erika de Casier hele den sorgløse, hengivne energi, der var på festivalscenen, med to linjer fra ’Do My Thing’: »I wanna move my body, that’s why I came / and if you’re not down, get out of my way«.
Kort sagt:
Erika de Casier forløste den potente feststemning, der gemte sig i publikum på første dag af Roskilde Festivals Summer Days.
