Uncategorized
ANMELDELSE Når Curlingforældre går på krigsstien | Film & serier – DR
Den stjernespækkede HBO-serie ’Big Little Lies’ er en fryd for øjet.
Har du set en forælder dukke op i en børnehave og få at vide, at dets lille guldklump er blevet slået eller bidt af et andet barn? Det er et lille drama i sig selv.
På den ene side har forælderen naturligvis medfølelse overfor barnet, men på den anden side er der en instinktiv vrede, en lyst til at straffe nogen. Måske foregår der endda en lille retssag indvendigt. Hvori kan straffen bestå, når den skyldige er et barn på 4 år? Det må være forældrene, der tager straffen. Men hvordan? Og hvor stor medskyld har børnehaven?
Det er udgangspunktet for den amerikanske serie ’Big Little Lies’, baseret på en bestseller af Liane Moriarty. Nogen har taget kvælertag på Amabelle på første skoledag i børnehaveklassen. Amabelle peger på Ziggy, søn af en enlig mor. Og så ruller dramaet, der får mere næring af, at Amabelles rige advokatmor forsøger at få stoppet et skolestykke, som en anden forælder fra klassen forsøger at sætte op.
Sådan et drama kunne sagtens udspille sig i udkanten af Esbjerg. Men ’Big Little Lies’ foregår i mondæne Monterey syd for San Francisco, i den kreative, fremsynede øvre middelklasse. Her slår det gnister. Og da serien, der er på 7 afsnit, går i gang, er nogen blevet dræbt udenfor skolen.
Instruktion: Jean-Marc Vallée
Skuespillere: Reese Witherspoon, Nicole Kidman, Laura Dern
Premiere: 1. afsnit på HBO den 20. februar (derefter nyt afsnit hver søndag)
Den erfarne serieforfatter David E. Kelley, der har omskrevet Liane Moriartys roman til serieformat, strejfer både hysterisk melodrama og grov satire. Men som udgangspunkt er ’Big Little Lies’ en rimelig realistisk hudfletning af tidens curlingforældre, eller 'helicopter parents', som det hedder på amerikansk. Der er ikke grænser for, hvad de forældre vil gøre for deres poder.
Men de meget høje ambitioner på børnenes vegne er ikke blot selvopofrelse. Det handler om perfekte børn, om personlig tilfredsstillelse, om drømme og prestige. Madeline – moderen, der forsøger at sætte skolestykket op – er for eksempel yderst bevidst om, at hendes egen Chloe er en populær pige. Det kan bruges som våben, for eksempel ved at holde hende væk fra Amabelles fødselsdagsfest.
Per Juul Carlsen er filmanmelder og vært på programmet 'Filmland'.
David E. Kelley har tilsyneladende skelet til to af historiens mest beundrede serier, da han omskrev 'Big Little Lies' til serieformat. Som i David Lynch’ ’Twin Peaks’ er det et mord, der giver os mulighed for at lære et stort galleri af tilsyneladende helt almindelige mennesker at kende. Og som i Nic Pizzolattos 'True Detective' får vi et indblik i begivenhederne gennem afhøringer, ikke af politifolk, men af de øvrige forældre og ansatte på den skole, hvor mordet fandt sted.
Det giver naturligvis intensitet til ’Big Little Lies’. Og instruktør Jean-Marc Vallées hastige klipning omkring afhøringerne er en fryd for øjet. Men som fortælling har serien ikke brug for det mord. Det forstyrrer kun portrætterne af Montereys bedsteborgere. Og de portrætter kan sagtens klare sig selv.
Reese Witherspoon ser ud som om, hun har en ren fest som den kontrollerende, intrigante Madeline. Nicole Kidman er forbilledligt afdæmpet som den smukke Celeste, der får tæsk af sin mand, og som på én gang bliver vred og seksuelt opstemt. Laura Dern slår gnister som Amabelles mor, Renata. Og både Alexander Skarsgård og Adam Scott er konstant fascinerende som fædre, der vil gøre alt for deres børn, inklusive banke andre mennesker til lirekassemænd.
Som i ’Twin Peaks’ er det amokløbne melodrama blandt helt almindelige mennesker en fryd at overvære. Skuespillet sidder beundringsværdigt lige i skabet. Rytmen i Jean-Marc Vallées instruktion og arrangement er fantastisk. Og dialogen er knivskarp. Som da Madeline sætter ord på sin besværlige eksmand: "Jeg gjorde alt. hvad jeg kunne for at få ham med ud at gå tur. Jeg prøvede og jeg prøvede. Og til sidst gik han endelig en tur – og kom aldrig tilbage."
